World Breastfeeding Week

I dag vil jeg gerne dele et emne, der har en særlig plads i mit hjerte som mor til tre børn – amning. 

Den rejse jeg gennemgik i denne forbindelse er nok en af de mest dybe, givende og sårbare oplevelser, jeg nogensinde har gennemgået. 

Hvis vi skruer tiden tilbage til min første søns fødsel, så husker jeg tydeligt hvor meget selve fødslen fyldte i månederne op til, og hvor ganske lidt snakken faldt på amning. Måske fordi jeg forestillede mig og altid havde hørt, at amning er naturligt, lige til og det “ville give sig selv”. 

Det gjorde det bare overhovedet ikke i mit tilfælde. 

Ultimativ sårbarhed

Da min søn kom til verden var det et magisk øjeblik, da jeg første gang fik ham op på brystet og han helt naturligt selv søgte brystet. Hvor fantastisk er det lige, at det lille menneske, som intet andet selv kan finde frem til brystet og de dråber, der skal holde ham i live? 

Det er ganske fantastisk, men det betyder ikke at det er nemt eller instinktivt. For hvis du spørger mig, er amning ikke bare et spørgsmål om mor kan teknikkerne, men et samspil mellem mor og barn, og faktisk også omgivelserne til at starte med.

Min søn blev født med kolik, det betød at han stort set fra han kom til verden skreg non-stop indtil han blev præcis 4 måneder. Der var 2 ting, der trøstede ham; amning og bevægelse. Det betød også, at han lå ved mit bryst rigtig mange timer helt fra start. Den konstante sutten gjorde at der inden for ganske få timer kom både blære og blødende sår på mine brystvorter. 

Mine omgivelser gjorde alt, hvad de kunne for at støtte og hjælpe, men lige lidt hjalp det, for hver gang han suttede, gik der hul på såret og blærerne bristede og smerten var uudholdelig. Ammevejledningen på hospitalet var mangelfuld, og jeg huske tydeligt, hvordan hun kiggede mig i øjnene og sagde at amningen var et spørgsmål om vilje; enten vil man det eller også vil man det ikke… Men det var på ingen måde et spørgsmål om vilje, men om forkert ammeteknik og en baby, der konstant ville ammes. Det ved jeg nu, men ikke dengang. 

Når amning bliver alt andet end det man drømte om

Den fuldstændig overvældende smerte ved hver amning gjorde, at jeg frygtede hver en amning. For mig gjorde amningerne, imens de stod på, nærmest mere ondt end store dele af den fødsel, jeg lige havde været igennem. Og jeg stod tilbage med følelsen af at ingen rigtig forstod hvor ondt det faktisk gjorde. Det betød hurtigt, at min hjerne forbandt amning med smerte og frygt, og jeg kunne slet ikke rumme hver gang denne lille fyr meldte sin sult. Jeg spiste panodiler og bed i et håndklæde hver gang imens tårerne løb ned af mine kinder. Jeg blev ved, for jeg var helt overbevist om at han skulle ammes for enhver pris. Alt andet ville være en falliterklæring. 

Men gråden tog til og mine sår på brysterne blev værre og værre og selv med ammebrikker og forbedret teknikker måtte jeg efter 3,5 måned opgive. Men i virkeligheden gav jeg ikke op, men jeg valgte “os” til. Jeg valgte at amning ikke skulle være det, der skulle definere vores tid sammen, men at vores samhørighed var defineret af den uendelige kærlighed vi har til hinanden. Jeg forstod det, at mit moderskab og min lyst til, at gøre alt for det her lille menneske aldrig havde noget med amning at gøre. Vi fandt en masse andre stunder, som kun var vores, og som var lige så intime og fyldt med kærlighed som ammestunderne var. 

I bagklogskabens lys

Når jeg ved det jeg ved i dag, ville jeg have kæmpet endnu mere for at få noget hjælp. Da min ældste søn blev født, var der slet ikke lige så mange muligheder for dygtig rådgivning som der er i dag, men jeg ville nok alligevel have opsøgt flere som kunne hjælpe mig. Erkendelsen handler om, at jeg kiggede for meget indad. Jeg skulle have søgt ud for at få hjælp i stedet for at være overbevist om, at det måtte være mig, der var noget galt med. 

Mit bedste råd vil være at få al den hjælp du kan - opsøg en ammerådgiver allerede inden fødslen og snak det kommende ammeforløb igennem. Få hjælp, støtte og teknikker - det gør en verden til forskel ikke at føle sig ensom i forløbet og virkelig få den hjælp der skal til for at det forhåbentlig lykkes. Jeg ved nu, at  sårbarheden i forbindelse med ammeopstart er naturlig, men det skal smerter ikke være og med støtte og hjælp kan meget af smerten undgås.  

Forskellige børn - forskellige ammeforløb  

Da jeg fik mit andet og tredje  barn, var jeg bedre forberedt og mere erfaren, men det var aldrig det afgørende. Det ved jeg nu… Alt ved dem var anderledes i forhold til amning end hvad det var med mit første barn. De ville også gerne ammes hele tiden, især i de første uger, men jeg prioriterede virkelig teknikkerne, og i højere grad at passe på mine brystvorter, så de aldrig blev så hårdt ramt som jeg “tillod dem første gang”. Og så sørgede jeg for at få hjælp hver gang der opstod problemer. Amningen blev en skøn hyggestund som jeg elskede og som jeg værdsatte hver gang at det lykkes, men som jeg aldrig tog for givet. Jeg ammede min datter til hun var knap ét år og den tredje, elskede amningen, og blev ved til et godt stykke over 2 år. Så altså tre vidt forskellige forløb, som jeg har lært så meget af både om mig selv, men også om den uendelige kærlighed vi som mødre har til vores børn uagtet om vi ammer eller ej.

x Marie Louise, Mor til 3 og CEO